CYKLO tager en timeout

Vi er kede af at meddele, at CYKLO Cykelfestival ikke vil blive afholdt i 2017. Parterne bag festivalen arbejder hårdt på, at vi vender tilbage i 2018.
Alle der har købt billet til CYKLO i 2017 vil blive kontaktet direkte og får deres penge retur.

Fra indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen, lyder meldingen:
– “Vi har den seneste tid arbejdet på, at den sidste finansiering af CYKLO skulle falde på plads, men det er ikke lykkedes. Derfor har jeg i samråd med bestyrelsen for Muskelsvindfondens Indsamlingsafdeling og Aarhus Kommune besluttet at lukke for den videre gennemførelse af CYKLO i 2017.

Beslutningen om ikke at afvikle CYKLO i 2017 er udelukkende truffet ud fra et økonomisk perspektiv. Alle tilbagemeldinger omkring festivalens udformning, indhold og udførsel har været meget positive.

Efter CYKLOs første afvikling i 2016 var det en forudsætning for at fortsætte, at der tilløb ekstern finansiering til projektet. Finansieringen har været længere undervejs end forventet, og i sidste uge stod det klart, at det ikke var muligt at realisere CYKLO i 2017.
Pablo Celis, der er projektleder for Aarhus Cykelby forklarer:
– ”Aarhus Cykelby har sammen med parterne bag CYKLO forsøgt at finde den nødvendige finansiering gennem bl.a. fondsansøgninger og via kommunal medfinansiering. Det er desværre ikke lykkedes inden deadline, og det er enormt ærgerligt. Byen må derfor i år undvære den helt store sammensmeltning mellem kommunens satsning på cykeltrafikken og kulturlivet i byen.”

Hos Muskelsvindfonden, der har stået for al afvikling i forbindelsen med cykelfestivalen, ærgrer man sig, men ser fremad:
– “Beslutningen om at tage en timeout i 2017 har bestemt ikke været nem at træffe. Der er fra Muskelsvindfondens ansatte og frivillige allerede brugt rigtig megen energi og mange kræfter på at skabe en innovativ og nytænkende cykelfestival.
Blandt andet har der været arrangeret for-events, der har peget frem mod cykelfestivalen, ligesom at der er blevet arbejdet med markedsføringen af festivalen og visionen om at få flere aarhusianere op på cyklen. Der er også i forløbet blevet etableret en række spændende samarbejder med partnere i cykelmiljøet over hele landet. Derfor håber vi selvfølgelig, at festivalen kan vende stærkt tilbage i 2018
” siger Theis Petersen

OM CYKLO

  • Parterne bag CYKLO er: Muskelsvindfonden, Aarhus Kommune, Aarhus Cykelby, Aarhus Event og Aarhus 2017
  • CYKLO blev første gang afviklet som prototype i 2015 for 500 inviterede gæster
  • I 2016 blev cykelfestivalen udrullet i fuld skala, og over 20.000 aarhusianere besøgte festivalen i løbet af de to dage, den varede.Spørgsmål vedrørende CYKLO kan stilles til kommunikationsmedarbejder Jakob Edut på jaed@muskelsvindfonden.dk
  • Del siden